Fornyelsesfonden modtog i alt 111 ansøgninger til samlet ca. en halv mia. kroner i tredje ansøgningsrunde, som omfattede grøn innovation, velfærdsinnovation og markedsmodning af nye velfærdsløsninger.
Det blev til i alt 51 ansøgninger inden for fristen på den igangværende ansøgningsrunde om støtte til henholdsvis markedsmodning og innovation af nye velfærdsløsninger. Til disse indsatsområder er der samlet søgt om 157 mio. kr. Samtidig har Fornyelsesfonden modtaget 60 ansøgninger i samme ansøgningsrunde, som går på støtte til grønne innovationsprojekter. Her er der i alt blevet søgt om 389 mio. kr., hvilket sammen med de øvrige ansøgninger giver 546 mio. kr. Til uddeling i denne tredje ansøgningsrunde i 2010 er der samlet ca. 100 mio. kr.
Fornyelsesfondens sekretariat i Erhvervs- og Byggestyrelsen er nu i gang med at sagsbehandle ansøgningerne med henblik på forelæggelse for fondens bestyrelse. Projekter, der har ansøgt om støtte fra Fornyelsesfonden vil modtage svar inden udgangen af november måned.