Fornyelsesfonden har indtil videre støttet 91 projekter inden for omstilling, innovation og markedsmodning
Fornyelsesfonden har indtil nu støttet 11 projekter under erhvervsmæssig omstilling, 24 projekter under markedsmodning af grønne løsninger, 25 projekter under markedsmodning af velfærdsløsninger og 31 innovationsprojekter. De enkelte projektbeskrivelser, støttebeløb og kontaktdata finder du nedenfor.
Innovativt højværdi-proteinprodukt fra en bioraffinering
- DBH Technology A/S
- 3S A/S
- Per Bach Laursen
3.496.453 kr. (Tilskud)
Projektperiode
01.01.2012 - 01.01.2014
Projektbudget
7.769.895 kr.
DBH Technology A/S
Kattegatvej 3
8500 Grenaa
www.hveiti.dk
Kontaktperson
Adm. dir. Svend Brandstrup
tlf. 86301755
e-mail: sb@hveiti.dk
"Grønne løsninger"
hveiti a/s har udviklet et foderprotein af en lokal ressource (vinterhvede). Normalt bruges importeret sojaprotein fra Sydamerika. Foderproteinet vil blive videreudviklet, så næringsværdien øges. Derudover vil der blive udviklet et distributionssystem – fra produktionsanlæg til landmand.
Hvad er resultatet af projektet?
Resultatet forventes at blive en samlet løsning, hvor proteinet er behandlet, så næringsværdien og fordøjeligheden optimeres, og hvor distribution er tænkt ind. Distributionssystemet vil bestå af logistikken ved transport, rådgivning af landmanden, samt leasingmulighed af lagertank. Dette skal gøre det attraktivt for landmænd at vælge det danske foderprotein frem for importeret sojaprotein fra Sydamerika.
Hvilken gavn gør det?
Projektet bygger på EU's mål om at øge produktionen af bioethanol. Selve bioraffineringen sker mere energieffektivt end i traditionelle anlæg. I forhold til foderproteinet er der flere miljøeffekter; brugen af en lokal ressource mindsker transporten, på sigt bevarelse af naturområder i Sydamerika, samt en bedre udnyttelse af næringen i forhold til f.eks. grise. Det sidste vil få betydning for gyllens indhold af fosfor og dermed miljøbelastningen.
Hvem er produktet rettet mod og hvor ses det primære marked?
Idéen i projektet er at udnytte en lokal ressource. Derved er den primære målgruppe i første omgang danske landmænd. Hele modellen tænkes dog kommercialiseret andre steder i verden.
Projektholders forventede effekt på vækst og beskæftigelse efter 5 år:
Arbejdspladser: 20
Øget omsætning 5 år: 100 mio. kr.
Hvornår ved vi mere?
• Etablering af logistikfaciliteter: april 2013
• Foderforsøg på smågrise: sep. 2013
• Forsøg hos landmænd: januar 2014
Godkendte citater til pressebrug
”Projektet bygger på nødvendigheden af en bedre udnyttelse af de ressourcer vi har til rådighed. Derfor kommer hveiti a/s gennem en bioraffineringsproces til at producere både protein, fiber og bioethanol - alt sammen baseret på den samme råvare” udtaler Adm. Dir. i hveiti a/s Svend Brandstrup.
”Vi har i Danmark en lang tradition for optimal udnyttelse og forarbejdning af landbrugsprodukter. Det er denne viden, der ligger til grund for produktionskonceptet og som i kombination med ambitionerne om en bæredygtig vækst er det bedste bud på, hvad Danmark skal leve af i fremtiden”, udtaler Adm. Dir. i hveiti a/s Svend Brandstrup.
I en tidligere fase har projektet modtaget 1,02 mio. kr. af Region Midtjylland til at udvikle viden og kompetencer hos producenter af proteiner til den danske foderindustri.
Projektet er baseret på første generations teknologi, idet biomassen er vinterhvede. I den forbindelse er det værd at nævne, at der ud over foderprotein og bioethanol også produceres fiber til f.eks. brødblandinger samt ren CO2 til f.eks. industriformål.